| CMAS mod de andre |
|
|
|
| Skrevet af Søren Arnvig |
| Tirsdag, 20 Januar 2009 15:37 |
|
Nogle gange falder diskussionen på uddannelsen i CMAS, Dansk Sportsdykker Forbund(DSF) og dykkerklubberne i forhold til andre organisationer f.eks. PADI, IANTD mf. og CMAS vs PADI debatten kan blive ganske ophedet. For at kunne føre en rimelig debat er der nogle grundlæggende præmisser man først må have på plads, specielt når man sammenligner uddannelse og standarder. Et af de vigtigste præmisser er at CMAS, DSF og Klubberne er foreninger, ikke forretninger.Medlemmerne i CMAS er de nationale forbund i de forskellige medlemslande og CMAS varetager deres interesser på internationalt plan. Når man kigger på specifikt på uddannelse, så har CMAS kun en international standard og et forslag til opdeling af lektioner, som medlemmerne kan læne sig op ad. Resten af uddannelsen, herunder materialer og metoder kommer fra de enkelte nationale forbund, som iøvrigt frit kan opbygge deres uddannelser efter de nationale forhold og de erfaringer man har gjort sig med dykkeruddannelse lokalt. I foreningen er man blevet enige om hvordan minimumsstandarderne skal være og DSF blander sig ikke i hvordan franskmænd eller canadiere uddanner deres elever, sålænge en CMAS* kan samle sit udstyr, tømme sin maske og genfinde sin regulator.HVis italienerne mente at det var sikkerhedsmæssigt nødvendigt at være iført en rød hat når man fylder flasker, så ville vi muligvis grine lidt af det, men respektere deres lokale myndighed, ligesom de sansynligvis griner lidt af vores makkerline, men respekterer vores sikkerhedsregler. Ligeledes er det med DSF, hvis medlemmer er de danske sportsdykker klubber og hvis opgave det er at varetage klubbernes interesser. På samme måde som CMAS har en standard, har DSF en standard. Tidligere var det CMAS standarden bearbejdet til danske forhold og traditioner, men nu er det den rene CMAS standard. En række medlemmer har frivilligt og ulønnet udarbejdet uddannelsesmaterialer til forbundets klubber, som de enkelte klubinstruktører kan anvende i den daglige undervisning. Forbundet blander sig ikke i hvordan de enkelte klubber tilrettelægger eller driver deres uddannelse og CMAS instruktørerne i Danmark har en høj grad af metodefrihed, hvilket betyder at de kan anvende netop de øvelser, de selv ønsker, for at give eleven det bedste udbytte, under skyldig hensyntagen til sikkerhedsregler og almindelige pædagogiske principper. For at gøre det det nemmere for den enkelte instruktør, er der lavet en række vejledende lektionsplaner, som indeholder netop det der kræves i minimumsstandarden. Hvis en instruktør mener/føler/vurderer, at sikkerheden kan forbedres i en given situation, så kan han gøre det, f.eks. ved at anvende en makkerline, når der dykkes under dårlig sigt. DSF har vurderet, at der generelt er behov for anvendelse af makkerline i de basale uddannelsessituationer i Danmark og derfor anbefaler man at bruge den altid, jvf. DSF uddybende vejledning til sikkerhedsreglerne. Et andet præmis som er meget vigtigt at forstå er, at undervisning ikke er hovedformålet for klubberne, forbundene eller CMAS, det er bare en af mange services, som ydes overfor medlemmerne. Hvis denne service bliver overtaget af kommercielle udbydere og ikke længere efterspørges i klubberne, så vil den bare bortfalde, men klubberne, forbundene og CMAS vil fortsætte og de vil istedet koncentrere sig om nogle af de mange andre spændene aktiviteter som foto , arkæologi, rugby, biologi mv. Det er således en vigtig pointe at uddannelsen er ikke et produkt der skal sælges, men en intern service imellem medlemmerne i klubben. CMAS, forbundene og de fleste klubber er ret ligeglade med hvilket certifikat du har. Hvis du vil være medlem af foreningen og følge vedtægterne, så er du velkommen. Så hvis man siger at CMAS har svært ved at acceptere andre organisationer er det noget vrøvl. I værste fald kan man sige at nogle medlemmer i nogle klubber har svært ved at acceptere andre organisationer, hvilket er det meget typisk for primater i flok, men ikke har noget specielt med CMAS at gøre Denne artikel er skrevet som et afklarende indlæg i debatten CMAS vs PADI. Forfatteren er selv uddannet igennem flere organisationer, herunder CMAS og PADI. |
| Senest opdateret ( Lørdag, 25 September 2010 06:33 ) |




Foreningsuddannelse eller forretningsuddannelse